Så er vi så småt ved at varme op til en ny gang Familieorientering i Sperrestrup Skov. Denne næste runde kommer til at foregå de fem søndage i januar.
Familieorientering er orienteringsløb med kort og evt. kompas, hvor man kan få motion, være ude og gå på postjagt i skoven. Alle kan være med. Der vil være lette o-baner mest langs veje og stier. Der er forskellige banelængder mellem 2 - 6 km, så der er noget for både korte og lange ben.
Arrangementerne foregår med udgangspunkt ved Tungegården, Tungegårdsvej 3, Ølstykke. Der er start mellem kl. 10:00 og 11:00. Man skal bare op i fritidstøj. Man skal være tilbage ved mål senest kl. 13:00, hvorefter posterne samles ind.
Man tilmelder sig blot ved start, hvor der også vil være mulighed for instruktion.
Det koster kun kr. 40,- per hold/familie, der dækker orienteringskort over Sperrestrup Skov, lån af tidtagningsenhed, samt varm kakao i mål.