Efter tre søndage med regn sluttede denne første runde af Familieorientering af i et fantastisk efterårsvejr.
Men ikke kun vejret blev fantastisk denne sidste søndag i september. Efter fint fremmøde de første gange på trods af vejret, dukkede der endnu flere op til denne sidste dag. I alt var 27 personer i skoven denne dag. Og alle lige fra Tristan på 3 år til Birgitte, der er rundet de 75 år nød dagen.
I løbet af de fire søndage har der været 10 familier forbi, hvilket til fulde opfyldte vores mest optimistiske forventninger. Og flere af familierne har været med både to og tre gange. Vi kan derfor slå fast, at det har været en succes, som vi vil følge op på med endnu en serie til januar.