Har du brug for lidt frisk luft og motion oven på jul og nytår? Og hvad med lidt oplevelser i naturen samtidig med du bliver udfordret lidt? Så er Familie-Orientering sikkert lige noget for dig.
Fra 8. januar og de følgende søndage fortsætter vi for 6. gang med en serie lette orienteringsløb i Sperrestrup Skov og Sillebro/Grønlien. En god mulighed for netop at få frisk luft, lidt motion og en lille udfordring ene eller sammen med din familie. Familie-Orientering foregår på skift mellem Sperrestrup Skov ved Ølstykke og Sillebro Ådal / Grønlien Skov ved Frederikssund.
Familie-Orientering er en aktivitet, hvor alle kan være med. Her kan man prøve at finde vej efter kortet alene eller sammen med familie og venner. Det er ikke svært, da ruterne er lette og tilpasset deltagere med ingen eller kun lidt erfaring. Små fødder eller en solid klap/barnevogn kan også komme rundt på ruterne. Dog skal vi gøre opmærksom på, at skoven for tiden er lidt våd og mudret på grund af den milde vinter. Det tager omkring en time at gå en af turene, der er mellem 2 og 5 km. Har man taget løbeskoene på, går det naturligvis hurtigere. Eller man har måske lyst til at prøve en lidt sværere bane? Så er det også muligt.
Der er start mellem 10:00 og 11:00 og man skal være i mål senest kl. 13:00. Efter turen byder klubben på en kop varm kakao.
Søndagene 8. januar, 22. januar og 5. februar er det i Sperrestrup Skov. Mødested ved Skovbørnehaven Tungegården, Tungegårdsvej 3, Ølstykke. Følg skærmene fra Roskildevej øst for Ølstykke.
Søndagene 15. januar, 29. januar og 12. februar foregår det i Sillebro Ådal / Grønlien Skov. Mødested ved naturlegepladsen i Grønlien Grusgrav. Følg de rød/hvide skærme fra indkørslen til Slåenbjerghuse på Ågade i Frederikssund, så kommer du frem.
Det koster 40 kr. at deltage per hold på op til 5 personer og 20 kr. for enkeltpersoner. Deltagelse er gratis for medlemmer af Kildeholm Orienteringsklub.
Det kræver ikke tilmelding at deltage. Medlemmer er velkommen til at melde sig som hjælpere til